Det er underligt at det nu er 2 år siden at verdenen ændrede sig.
For mange har det været en svær tid. Mit liv rummer f.eks. store udfordringer med at møde andre. Et er at landet præges af at folk ikke kan lide fremmede. Ikke u fra udlandet, men blot fremmede som ikke tilhører deres kvarter. Man ser det ene sorte skilt efter det andet skyde op i kvarterer nær byerne. Jeg måtte opgive mit arbejde i København, da transporttiden fra min landsby på Stevns til København blev for stor. Jeg plejede at parkere i Sydhavnen. Så kom der parkerngszone i den ene halvdel og så holdte jeg overfor en Rema i rabatten udenfor zonen indtil der blev sat sorte skilte op. Det var den dag jeg sagde op. Jeg var ikke velkommen til at betjene kunderne i den Netto, når jeg kom udenbys fra. Jeg var pludselig en fremmed som man ikke tålte.
Kunne jeg tage den offentlige transport? Ja. Hvis jeg ville miste 2 timer ekstra hver dag og betale meget mere for at komme frem. Faktisk skulle jeg tage penge med på arbejde for at få lov til at arbejde. Det giver ingen mening. Herude kører bussen en gang i timen og togafgangene er ikke synkroniseret med bussen. Renovation kan næsten kun lade sig gøre at få løst hvis man har bil så man kan køre ned på genbrugspladsen.
Herhjemme har vi så en bodega, som er byens kulturelle centrum. Den er blevet underlagt stramme begrænsninger, så folk ikke mødes som før. Ældre bliver demente uden stimulation som for mange var billiardbordet i baglokalet. Andre synger hen uden nogle at tale med og begynder at drikke for meget. Jeg har mistet gode venner under pandemien. Ikke som følge af selve sygdommen, men som følge af de ændrede livsvilkår vi er blevet tvunget til at leve under.
En nær ven var i Afghanistan som soldat for 10 år siden. Tænk at vi brugte 20 år på ingenting! Det var en fejl at give befolkningen håb. Det skal vi huske i fremtiden når nye konflikter i Afrika, Syd- og Mellemamerika eller Asien trænger sig på. Vi skal lære at slukke for TV'et når der er indsamlingsshow, nyheder om krig, hungersnød og naturkatastrofer. Landene må lære at klare sig selv. Vi gør mere skade end gavn, hvis vi griber ind. Nu render mange rundt i Afghanistan med en smag i munden af frihed og demokrati, som vi har givet dem. Noget som de ikke ville savne, hvis vi havde holdt os væk og nøjes med at bombe fra luften.
Så er der vaccinerne. Jeg har fået to stik. Virkede det? Kun 50 procent. Hvis jeg bliver syg, så dør jeg nok ikke af det, men på den måde som vi er tvunget til at leve på, hvad forskel gør det så? Vi er halvt døde uden et socialt liv om natten. Vil jeg tage et tredje stik? Måske. Hvis vi til efteråret kommer frem til at nu er der noget nyt på vej, så kan det være. Ellers må jeg tage min chance. Nu arbejder jeg i Haslev istedet for København. Ikke optimalt, men man kan da få lov til at parkere nær sit arbejde.
Kan man stille forhåbningerne højt til 2022? Nej. Det kan man ikke. Regeringen vakler sig frem. De kunne have indført mundbindspligt i oktober. De kunne have lukket landets grænser. Så havde vi måske haft en liv nu. 2020 var et lorteår. 2021 var et lorteår. 2022 bliver nok også et lorteår.
Godt nytår.