Efterskole - man tør ikke sige fra

To elever havde ikke lyst til at tage med på turen, dog uden at dette var bestemt af vejret eller utryghed. Men det var kutyme og regel, at eleverne deltog i skolens aktiviteter uden at sige fra, så derfor tog de med.
 

En elev havde ikke lyst til at tage med, fordi han ved en tidligere sejlads med friluftslinjen i i intro-ugen var blevet bange under en sejlads i dragebåd fra Præstø til Møn. 
 

Han undlod imidlertid at protestere, fordi han ved en anden anledning havde fået inddraget sin mobiltelefon som en sanktion. 
 

Ikke alle elever fra skolens idrætslinje var med på turen. Nogle var ikke til stede på skolen, og nogle var blevet tilbage på grund af sygdom, skader eller andet, så efter accept fra lærerne kom de ikke med.
 

Da de var kommet ud af minibussen, sagde friluftslæreren, at alle skulle tage svømmevest på. Han tog ikke selv svømmevest på. Der var ingen kontrol af, om elevernes svømmeveste sad rigtigt eller var af den rette størrelse til den enkelte.

Det er skolens kutyme jeg må anklage ligesom at jeg selv følte mig meget presset i sin tid. Det er ikke rart at blive presset ud over sine grænser. Jeg håbede inden at jeg kom på efterskole at jeg kunne få lov til at forblive den jeg var, at jeg bare kunne få året overstået, så jeg kunne komme igang igen. Det fik jeg ikke lov til. Mere og mere af min personlighed blev udfordret så jeg til sidst havde svært ved at genkende mig som person. Jeg reagerede ikke på samme måde som derhjemme og jeg kunneikke få ro til at tænke over hvad der var galt.

Jeg kom først til mig selv og blev rolig i sindet måneder efter at jeg tog hjem for sidste gang.

Jeg håber at der kommer mere ud af Præstø ulykken end blot farve på nogle svømmeveste vi alligevel ikke kan gøre noget ved da vi er medlem af EU. Jeg håber at efterskolerne slapper af  så der komme mindre pres på.