Endelig ved jeg hvad jeg kan

Jeg har tit tænkt over hvad jeg vil med livet. Egentlig vil jeg bare have et stabilt arbejde, hvor at jeg ikke skal have hovedet så meget med og så gå i byen, men familien har været så meget på nakken af mig for at tage uddannelse og alt så noget.

Det er så meget stress i skolen. Først er der fagene, der tager så meget tid - selv i min fritid. Så har vi en rektor som er meget hooket på at vi skal lave frivilligt arbejde så vi kan få det dumme diplom. Ja, selv Operation Dagsværk skal vi uofficielt enten betale til eller arbejde for selvom jeg helst bare vil holde en fridag, da de lande pengene går til raver mig et vist sted. Jeg kender dem ikke og ved dårligt hvor at de ligger. Hvorfor skal jeg så knokle for dem så hele måneden er ødelagt?

Mine forældre arbejder i butik, men det må jeg ikke. Jeg skal læse siger de. De ville også betale for en tur på sprogskole i England, men det sagde jeg nej til, da jeg læste om hvor hårdt at det var.

Men nu kan jeg gå til de gamle med beskeden om at jeg ikke behøver at læse så meget, fordi at man er som man er. Man kan ikke blive bedre, man kan ikke udvikle sig som person ud over hvad man kommer fra.

Jeg vil trods alt prøve at blive student. Alle er så glade når de har fået huen. Men nu kan jeg frit vælge niveau efter interesse, når jeg ikke skal læse videre bagefter. Det er sku noget af en lettelse.