At opleve og overleve

Jeg har leget lidt med tanken om at lægge en periode ind i min uddannelse hvor at jeg skulle være i udlandet. Jeg har nu opgivet dette idet at jeg kan se at der er en masse problemer forbundet med dette.

Først og fremmest så lever jeg i et meget højt udviklet samfund, hvor at vi stiller store krav til vores uddannelsessystem. Tager jeg et år i udlandet inden at jeg starter på gymnasiet, så er det spildt akademisk idet at året ikke anerkendes. Jeg ville vende hjem og gå i klasse på gymnasiet med elever fra en årgang under min. Det er noget nederen.

Men det værste er at det alt for mange steder ser ud til at man skal gå på så meget kompromis med sig selv at det ikke er en selv der får noget ud af året men derimod den person som man spiller nærmest som en rolle. Jeg sad og læste en artikel i ung-bladet og her havde en pige taget til Peru hvor at hun ikke kunne gå i eget tøj på skolen. Når man ikke er sig selv så går alt for meget tabt. Hvor meget psykolog bistand skal man ikke modtage ved hjemkomsten til Danmark, når man skal række indad og finde en selv som person igen? Jeg vil også efter meget spekulation hævde at jeg ikke ved om man efter et år et sted hvor at man ikke kan drikke, er tilstrækkelig rustet til at indgå i et gymnasiemiljø socialt hvor alt er koncentreret omkring fredagsbaren.

Så et ophold i udlandet inden gymnasiet er efterhånden udelukket. Jeg rettede min opmærksomhed på studierne efter at jeg måtte have få huen. Der er der andre problemer. Det handler om SU-klip og faglige krav fra Danske universiteter, der ikke bliver honoreret i udlandet.

Det ser meget sort ud og det virker praktisk talt umuligt, så jeg har nu koncentreret min indsats uden at rejse.