Jeg bliver hjemme

Det var en lang dag igår. Sidste lørdag blev jeg syg. Jeg havde ingen kræfter, jeg kunne ikke spise. Faktisk har jeg kun drukket vand siden lørdag. Jeg var svimmel og havde kvalme.

Så vi kunne ikke køre til skolen Søndag. De andre måtte starte uden mig. Jeg fik det ikke bedre. Faktisk meget værre.

Det endte med at mine forældre tog mig til lægen og efter nogle prøver sendte hun mine forældre ud og vi fik snakket. Enden på det hele blev at jeg blev sendt videre til den psykiatriske skadestue.

Det blev til endnu mere snak før at de besluttede at jeg ikke var syg nok til en indlæggelse. Lægen fik dog fortalt min forældre at det var en dårlig ide at sende mig afted til skolen. Det viser sig at jeg ikke er den eneste, selvom de plejer at få flere når skoleåret er overstået. Så strømmer det ind. Jeg forstår det ikke helt, men det har noget at gøre med at det pludselige afbræk af en sluttet kreds giver symptomer som man også ser hos tidligere medlemmer af Jehovas vidner. Jeg ved ikke hvad en posttraumatisk stress tilstand er for noget men tidligere efterskoeelever er meget udsatte for det.

Jeg ligger nu herhjemme og har fået nogle piller jeg skal spise. Jeg har stadig ingen appetit, men på en eller anden underlig måde føler jeg mere ro omkring mig selv. De siger at jeg lider af depression, så jeg skal vel op og have noget strøm igennem mig. Jeg gyser ved tanken.

Mine forældre har fortalt skolen at jeg bliver trukket på grund af økonomien, idet at de siger at psykiske problemer stadigt er et tabu mange steder og der er ingen grund til at lukke døre for mig selv. De vil nu sørge for at jeg kan komme tilbage til min gamle klasse. Jeg bliver helt glad ved tanken.