Rejse med efterskolen - nu er jeg rigtig bange

I løbet af året skal vi på en tur til udlandet, så jeg søgte lidt på det og fandt følgende beretning:

Mit livs mareridt (blog fra TV2)

jeg fortæller her om en grim oplevelse og det er IKKE for sarte sjæle..

Jeg har kommenteret emnet voldtægt inde på en anden blog.. og jeg er nu kommet dertil at jeg vil fortælle om min egen oplevelse og hvorfor jeg også bliver gal når en enkelt indgiver en falsk anmeldelse..

Jeg var 17 år og gik på Tvind efterskole, vi var på vores årlige rejse, vi rejste altid i januar og februar måned.. denne gang gik turen til Syrien og landene deromkring..

turen nedad i en gammel bus (læs med 50km i timen) forløb fint, vi alle hyggede og havde en masse sjove oplevelser, den bagerste halvdel af bussen var indrettet som en kæmpe soveplads og hyggeområde, midt i det hele var der en bordplade som kunne skydes op så vi kunne spille kort eller lign...

Nå men vi ankom så til Syrien, vi skulle være der i en uge, og vi skulle besøge en pælenstinensisk flygtningelejr og overvære hvordan deres hverdag forløb..

men indimellem havde vi også fri til at udforske Damaskus på egen hånd, vi var mange busser samlet på et sted og lærte også andre fra de tvindbusser at kende.. jeg forelskede mig i en og han viste også mig interesse.. dejligt når man er 17 år.. vi besluttede så at tage på et tehus og drikke en kop te, men skumringen var ved at falde på og vi at vide at vi skulle være forsigtige..

ligemeget hjalp det, vi havde ikke gået mere end 50m væk fra bussen da vi blev holdt op, der blev sat en pistollignende tingest ind i ryggen på os, jeg skriver lign. for vi blev egentlig aldrig bekræftet i at de mænd havde en pistol, men vi turde heller ikke anfægte det..

vi blev så beordret ud i en bil og kørt til et øde sted, min ven blev holdt fast i armene mens jeg blev voldtaget på skift af 6 forskellige, da de var færdige blev vi kørt til et hus hvor vi blev gennet ind i et rum, vi var SÅ bange, vi kunne høre at folk kom og gik, og det vi forsøgte at holde hinanden op på var at, lederne i vores busser havde efterlyst os ved politiet.. jeg blev på et tidspunkt beordret ind i stuen og måtte smide alt tøjet mens jeg blev overbegloet, jeg ved ikke hvor mange der var i stuen, men den var godt fyldt op, der stod jeg midt i rummet nøgen, grædende og meget meget bange, jeg fik så besked på at tage mit tøj på igen og blev gennet ind i det andet rum til min ven..

pludselig var der en masse leben og støj, folk råbte og skreg i munden på hinanden, vi fangede et håb i lyset, vi var sikre på at det var politiet som havde fundet os og var kommet for at befri os, døren ind til os blev sparket op og vi blev slæbt ud.. (nu skal det lige indskydes at disse folk snakkede til os på engelsk) vi blev så beordret til at gå imellem disse mænd, og vi anede intet om hvad der skete.. men der var en som jeg ikke før havde bidt mærke i, han tiltalte os på tysk, de andre i gruppen råbte og skreg til ham, han svarede vredt tilbage..

pludselig fangede jeg et spinkelt håb, jeg forsøgte at bede om hjælp på tysk så godt jeg kunne, fik på nogenlunde tysk, sagt at vi blev holdt fanget og havde brug for hjælp.. min ven var så meget bedre til tysk end jeg selv var og overtog snakken, denne mand tog fat i mig og sagde en hel masse højt til de andre i gruppen, og så tog de benene på nakken.. først blev jeg lettet men frygten fik overtaget, vi vidste jo ikke hvem ham her var, ville han hjælpe os eller ville han slå os ihjel, men vi havde intet andet valg end at forsøge at stole på ham og vi måtte følge med, vi anede jo ikke en disse om hvor vi var..

vi kom hjem til hans hus, jeg blev pakket ind i tæpper og vi fik noget brød og sød varm te.. han spurgte hvor vores selskab var henne og efter at vi havde spist og drukket og havde fået varmen, blev vi gennet ud i hans bil.. angsten var der stadig, jeg turde ikke tro på at mareridtet efter 12 timer endelig var slut... men han var god nok, han kørte os hen til pladsen hvor busserne holdte, og ENDELIG følte jeg mig tryg...

nu kunne man jo tro at dette mareridt var slut, men nej.. vi måtte sidde i en rundkreds og fortælle ALLE de andre om hvad der var sket, og det var i detaljer og vi fandt da ud af at vi IKKE havde været efterlyst..??? begrundelse.. jo aftenen før vi blev bortført var der to piger som var taget på diskotek uden at have fortalt det til nogen, dem havde de så efterlyst, men det viste sig at være falsk alarm OG DERFOR ville de ikke efterlyse os, fordi at hvis det også viste sig at være en falsk anmeldelse, JA så ville skolerne IKKE længere kunne får tilladelse til at komme ind i Syrien igen!!!!!!

jeg ville hjem til min mor, men det fik jeg ikke lov til, jeg fik også forbud mod at skrive om hvad der var sket, jeg var tvunget med på resten af turen.. jeg var helt nede, og der blev holdt øje med mig, jeg blev overvåget, mine skrevne ord hjem til min mor blev efterset og godkendt før jeg fik lov til at sende brevene afsted..

vi skulle så til et foredrag om pælestinsernes verden og liv, jeg blev passet op af en mand, han spurgte hvor jeg skulle hen og jeg svarede vredt på dansk INGEN STEDER MED DIG... jeg blev så belært af mine lærere at sådan tiltalte man ikke en der ikke havde gjort mig noget.. jeg blev tvunget til at snakke pænt og til at følges med ham.. jeg græd indvendig og håbede og bad til at få lov til at dø, når jeg ikke måtte komme hjem, så ville jeg hellere dø..

turen var så endelig ved at nærme sig sin afslutning, vi var nået til tyskland, en fortalte en joke og jeg kom for første gang siden til at grine, det var virkelig befriende lige indtil en sagde, nå nu griner du, SÅ kan det da IKKE HAVE VÆRET SÅ SLEMT....

til slut, lærerne tog med mig hjem, jeg fik endelig lov til at fortælle min mor hvad der var sket, HUN BLEV STJERNETOSSET.. hun ville IKKE have mig ned på skolen igen, men lærene fik hende overtalt, jeg skulle jo have min eksamen.. derefter var det mig igen forbudt at snakke om "sagen" jeg blev mere og mere indadvent, begyndte at ryge hash og sniffe benzin for at flygte fra mine tanker, en dag forsøgte jeg at tage mit eget liv, jeg kunne ikke mere, jeg ville bare dø, men pillerne jeg slugte kunne jeg ikke holde i mig, jeg lå ude på skovstien og kastede op, jeg blev fundet af en mine rigtige gode venner, han fik rusket mig helt vågen og fik tilkaldt hjælp, igen blev det mig pålagt at holde mund og bare komme videre..

den dag tog jeg en beslutning, når jeg ikke kunne få lov til at dø, ville jeg HJEM... jeg lagde en flugtplan, jeg stak af, blaffede og blev samlet op af en af lærerne som forstod hvad jeg ville, hun kørte mig til banegården, købte mig en billet hjem og sagde farvel... da jeg kom hjem, da jeg stod foran min dør og ringede på døren, blev jeg bange, bange fordi jeg var stukket af, bange for at blive sendt tilbage..

Mor lukkede op, hun sagde ingenting, men tog om mig og lå mig i seng, jeg faldt i søvn af ren og skær udmattelse, og vågnede ved højlydte stemmer.. det eneste jeg kan huske fra den samtale er at min mor siger.. "JEG ER LIGEGLAD, MIN DATTER KOMMER IKKE TILBAGE"

det her blev langt, jeg ved det, det har også taget hårdt på mig at skrive om det, jeg sidder og græder mens jeg skriver disse ord, men jeg fortryder det ikke... jeg blev ikke taget seriøst dengang, jeg fik ingen hjælp, bare fordi nogen havde lavet et frivilligt forsvindingsnummer.. jeg blev OFRET.. jeg lever stadig med den følelse.. den følelse som siger til mig at "JEG ER IKKE NOGET VÆRD"

jeg ved dog godt at det ikke passer, men jeg skal virkelig kæmpe for at holde mig selv fast på at jeg duer, at jeg er god nok, jeg blev bare groft svigtet da jeg havde brug for hjælp.. og det var IKK første gang jeg oplevede svigt, men det må komme en anden gang, nu slutter jeg dette indlæg..

Jeg viste historien til min mor. Jeg fik to reaktioner:

1) Det var manipulation fra min side
2) Tvind efterskoler er ikke som efterskoler er flest.

Hvad siger I?

Jeg er nu dobbelt så nervøs. Er der nogle som har lagt sig syg i den uge, hvor at skolen var ude og rejse?