Kære far og mor - Undskyld

Jeg har skrevet dette indlæg fordi at jeg ønsker at gøre rent bord overfor mine forældre og måske undgå at blive smidt ud hjemmefra.

Kære forældre

Jeg har tænkt meget over udviklingen den sidste tid og hvornår det hele løb af sporet.

Da jeg var 10 år begyndte jeg i fritidsordningen og her var en ny frihed. Hvor at vi før blev checket både ind og ud i SFO'en, så var her mulighed for at komme og gå som man vil.Det var der at jeg begyndte at være meget sammen med dyrene. Mine kammerater var blevet så voksne og legede på en anden måde.

Det skræmte mig ud af inderkredsen. Jeg ved at mine lærere på skolen i den periode ringede meget hjem til Jer og der opstod hurtigt nogle konflikter når I ville have mig til at gå til alt muligt.

Jeg er ikke til hverken fodbold, håndbold eller noget af det andet I ville have mig til at gå til. De andre piger var bedre da de havde gået til det i mange år og det gjorde ondt at løbe så meget omkring. Jeg blev træt og jeg ved det godt. Jeg var endnu mere sammen med dyrene.

De mange konflikter derhjemme tog hårdt på Jeres ægteskab og det blev til en slutning på mit barndomshjem som jeg kendte det. Jeg var min skyld alene og jeg ved det godt. Undskyld er kun et fattigt ord. Det var så nederen at det jeg lavede dengang.

I flyttede fra hinanden efter en turbulent tid som dog fik mig til at indse at jeg måtte være mere sammen med klassen og det går meget bedre idag. Jeg ved ikke hvor at jeg ville være for dem. Uden deres støtte ville jeg ikke have kunnet bære konsekvenserne af det som jeg har forårsaget hjemme.

Men pludselig var det også galt at jeg var så meget sammen med kammeraterne. Jeg ved godt at det ikke var så smart at farve hår, have piercinger udne at spørge og tøjet var mærkeligt i Jeres øjne. Jeg kan lide at gå i sort. Man kalder det "Emo". I forstår det ikke.

Måske er det derfor at I har valgt en skole hvor at der er morgenløb og morgenandagt. En skole hvor hvert ord slutter med et bibelvers.

Men hvordan kan jeg rette ind? Jeg vil undskylde alt hvad jeg kan og love aldrig mere at gå ud efterskole indtil at jeg er 18, hvis jeg må blive hjemme.

Men I svarer mig aldrig på hvad jeg skal gøre. Jeg ved at jeg har forårsaget noget utilgiveligt, men jeg forsøger virkeligt af hele mit hjerte at gøre det om.

Jeg er fortvivlet og ved ikke ud eller ind. Fortæl mig hvordan at jeg kan blive hjemme, så jeg undgår at miste det sidste af mig selv.